Denne dessert blev serveret for mig, for nogle år tilbage, og jeg var simpelthen nødt til at bede om opskriften. Sidenhen er det noget jeg har lavet rigtig mange gange. Det er rigtig lækkert, og nemt at lave. Det er ikke nogen "flot" dessert, men det kan klares med lidt frisk frugt, flormelis og noget Karamelsauce.
Efter at have serveret den i hjemmet en enkelt gang, var der bestillinger på dem til føsdage andre steder i familien. Så er i advaret...
Der skal bruges:
4 æggehvider
Et nip salt
250 g sukker
1 tsk maizena
1 tsk eddike
50 g hakkede usmuttede mandler
1 liter is
Start med at piske æggehviderne stive med saltet (de er stive når du kan vende skålen på hovedet, over dig, uden det ryger ud). Tilsæt sukkeret lidt af gangen, mens du pisker videre. Til sidst vendes maizena, mandler og eddike i massen.
Bred dejen ud i ca en cm tykkelse på en bageplade med bagepapir på.
Bage fragilitebunden (det er det du lige har lavet) ved 170 gr. i ca 20 min. Tag bunden ud af ovnen og læg den med bunden opad, på et stykke bagepapir. Dæk bunden/bagepapiret med et rent vådt opvredet viskestykke. Efter et øjeblik kan bagepapiret stille og roligt trækkes af.
Skær isen i skiver på 1-2 cm tykkelse og læg dem på den lune bund. Rul bunden sammen ved hjælp af bagepapiret. Pak den ind og læg den i fryseren til den skal bruges.
Du kan så pynte den som du vil, når den tid kommer.
Jeg har prøvet en del is, og der er mange gode, blandt favoritterne, er skildpadde is, sjokolade is, hindbær is og marcipan/sjokolade is.
Vanilje er også prøvet, men det er en tand for kedelig for mig...
God fordøjelse med det...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar